The new series of dresses differs from the designer’s previous works in that ornamentation and decorations play a significant role for the first time, in interaction with the shape of the dress. She has draped three of the dresses from transparent layers of silk organza with painted and printed patterns. The other two dresses appear as collage-like compositions in cotton gauze, flowers cut from scarves that Anne Damgaard has found on a trip to Turkey, painting and embroidery.

At the graduation show from the Danish School of Design in 1997, the then 29-year-old Anne Damgaard attracted attention with an original and adventurous collection of tulle dresses, produced by a self-developed draping technique. The dresses, which can now be seen in Textilforum, quickly found their way to the shop windows at e.g. Nørgaard on Strøget and the exclusive fashion store Onward Kashiyama in Paris.

The following year, Anne Damgaard design received the award “The Blue Thimble”. She has received several scholarships and participated in exhibitions at home and abroad. She has the inspiration, among other things. taken from ancient sculptures, modern building architecture and fashion history. In addition to the distinctly artistic creations, she has tried her hand at mass production, such as when she was a designer for Dranella for a period in close collaboration with fashion designer Søs Drasbæk. Here she had her independent niche collection under the name “Dream On”.

In addition to dresses from the debut collection and the latest series, a selection of Anne Damgaard’s dresses from the fashion exhibitions Hyperhall 98 in Øksnehallen and Jeune Couture in la Maison du Danemark in Paris 1999 as well as from her own exhibition at the Museum of Art and Design “Prolog Princip Process Product” from 2001.

It is the beautiful room “Kedelhuset” in Textilforum, which this spring forms the framework for the exhibition of Anne Damgaard’s creations. They are exhibited together with a number of large photographs, which show Anne Damgaard’s dresses on models, photographed by Casper Sejersen.

For the exhibition, a catalog has been produced with Casper Sejersen’s photographs and text by visual artist and professor at the Academy of Fine Arts Erik Steffensen:

Eventyret kan begynde

Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det, men Anne Damgaards kjoler er meget enkle i opbygningen. De er ikke orientalske og det er ikke kejserens nye klæder selvom den nænsomme spinkelhed lyser fra kjolernes umærkelige kanter og øvrige finish. Der er brugt lang tid ved ginen og symaskinen, som er hendes foretrukne værktøj. Som færdige værker ligner kjolerne mest af alt komplicerede ingeniørarbejder. De er til og kan bruges selvom kjolerne truer med at gå i opløsning i en letfarvet dis foran øjnene som en bro der forsvinder i et Claude Monet-maleri. Lag på lag af fnuglette tekstiler synes forunderligt holdt sammen af tanken alene: Det skal kunne lade sig gøre. Dette er kjolen, som vil gøre den onde stedmoder misundelig. Tiden der er gået med at bearbejde de enkelte stykker materiale må multipliceres med den tid Anne Damgaard er om at overveje sit næste træk. For hun tænker længe over hvad hun gør inden hun sætter tråd i nålen, lægger snittet eller tager penslen i hånden. For Anne Damgaard maler også på silken inden hun sætter sig til maskinen og syr eller prøvende føjer endnu et lag til modellen på ginen.

Måske minder den færdige konstruktion mest af alt om en PH-lampe. Altså ikke forstået bogstaveligt, men vi følger et blødt lys og ser de smukke lag af skærme, der former figuren. Lampen tegner lyset ligesom tøjet tegner kroppen. Og vidunderligt nok er det modsatte også tilfældet. Ingen hokus-pokus, ingen Aladdin. Et sådant svæv af natur og ånd kendetegner blot god design. Poul Henningsen der stod fadder til lampen sang frække sange og viser i sin fritid. Han var friskluft-modernist og holdt af den nøgne sandhed. Legen med ordene og letheden i formuleringen af rumlige problemer gik op i en højere enhed hos arkitekten. Anne Damgaard synger måske ikke frække sange, hvad ved jeg, i sin fritid. Men hun øser af samme teoretiske fundament hverdagen og verden stiller til rådighed. Det der ligger lige for at benytte sig af. Det indlysende. Hun har en ukrukket tilgang til design. Ligesom PH. Resultater kommer af stædigt arbejde og undersøgelser i ét væk. Det handler om lyst til at drive værket et stykke videre end det man kender og har opnået fortrolighed med. Hvad enten det gælder arbejdet med stoffet på kroppen eller i ånden. Det er lige ud ad landevejen, selv om processen sker i de højere luftlag. Og vi, hendes publikum får lov at bevæges gennem nethinden og øvrige sanser ved synet af stofferne der sætter sig som mikroskopiske sommerfuglekys og intense lysfarvepletter på ginen eller kvindehuden.

Eventyret kan begynde. Og hvorfor ikke på Vesterbro i København, hvor Anne Damgaards værksted befinder sig fire-fem etager oppe i byrummet over den kaffebar hvor den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton slukkede tørsten i juli 1997, den samme sommer som Anne Damgaard tog afgang fra Danmarks Designskole og præsenterede sine kjoler for publikum på afgangsudstillingen i Øksnehallen. Avisudklippet på opslagstavlen i værkstedet fortæller om præsidentens besøg på Vesterbrogade. Og mens demokraternes førstemand indtog København fandt Anne Damgaards kjoler vej til “Nørgaard på Strøget” og Onward Kashiyama i Paris. Baner af stjernestøv kunne have siddet i næsen stadig, hvis det ikke lige var fordi støv har det med at lægge sig. Fordi det skal lægge sig. Præsidenter rejser hjem, taber bukserne, hovedet og valget. Kjoledesignere rejser ud eller får børn og taber tråden for at finde ny inspiration. Det gælder i hvert fald i tilfældet Anne Damgaard. For hun er ambitiøs og bryder sig ikke om at gentage sig selv. Hun skaber ikke reproduktioner af sine gennembrudsværker. Hun er slet og ret en kunstner der mener noget med sit tekstildesign som metier. Anne Damgaard ville måske nok gerne være demokratisk og lave industrielt forarbejdet stangtøj. Tjene flere mennesker. Men hun kan ikke. Jeg tror hun er lige så ensom som præsidenten. Omgivet af jakkesæt får man lyst til at tage sig en uprætentiøs kop kaffe – og gå nye veje. Sine egne.

I 1968 da Anne Damgaard blev født i Ikast i Midtjylland lagde filminstruktøren Stanley Kubrick sidste hånd på sit mesterværk Rumrejsen år 2001. Kubrick kiggede bag stjernerne men også ind i både fortid og fremtid. En neanderthaler kaster en knogle op i luften der returnerer som et rumskib gennem jordens atmosfære. Et evolutionsstunt af dimensioner. Anne Damgaard fik sit gennembrud i samme år 2001 med udstillingen “prolog · princip · proces · produkt” på Kunstindustrimuseet i København. Og selv om der ikke var tale om nogen rumrejse havde de udstillede kjoler dog noget tilfælles med filmens magi. Man så hvad materialer i en gennemarbejdet form var for en størrelse. Skaberens overblik. Man mærkede den kontrollerede forandring og vejen fra princip over proces til produkt. Farver og geometri blev dyrket som grundforskning for at ende som fejende flot æstetisk fyrværkeri for øjet.

Den tålmodige men levende perfektionisme der kendetegner Anne Damgaards arbejde har sin pendent i filmen. Kubrick lod alle sine kamerainstillinger filme effektshots i fuld længde af rumskibene, hvilket resulterede i et råmateriale der var tohundrede gange så stort som det der blev brugt i den endelige film. Sådan nærmer man sig mesterværket, mennesket eller rummet, hvadenten man er instruktør eller designer. Hvis man altså kender sin søgen efter det storslåede og unikke godt nok til at ville ofre tiden på at finde det. I udstillingskataloget der er inddelt i fire små pamfletter skriver Anne Damgaard som prolog til værket: “Det er nemt at blive inspireret, noget andet er at omsætte inspirationen til form. Jeg har kredset om forskellige temaer og inspirationskilder i lang tid, afprøvet en mængde muligheder, forkastet det meste. Skabelsesprocessen kan være lang og besværlig.” Alligevel endte det med en fantastisk fremvisning af inspirerede kjoler. Som om alt var nyt. Tænkt og udført i går. Frisk. Men mon nogen blandt de besøgende forestillede sig at en enkelt kjole bestod i at kombinere en renæssancedragts klassiske opslidsninger med maleren Gunnar Aagaard Andersens billede “Hældningskofficient 1:2:3” og at den næste kjole havde et helt andet udgangspunkt. Jeg tror det næppe. For temaet kjolen – og stilsikkerheden – fjerner tanken om skitsen og den livgivende evige tvivl. Og det er naturligvis heller ikke det der skal falde i øjnene når man betragter et draperet stykke klæde på en gine. Der må ikke være vanskeligheder i oversættelsen mellem stof og øje. Der skal være sensuel lethed, elegance og sanselig leg. Som når rumskibe danser synkront i himmelrummet til tonerne af Strauss.

Anne Damgaards nyeste arbejder fortsætter takterne fra før og hvordan skulle det kunne være anderledes. Men måske er hun mere bevidst om sin rækkevidde som kunstner end nogensinde før. Hun er ingen drømmer selv om kjolerne ligner underskønne fatamorganaer. Anne Damgaard har begge ben på jorden og befinder sig i virkeligheden og ikke på Mars, selv om terrænet dagligt kan sonderes i medierne. Udklippet med skørtejægeren Clinton hænger på opslagstavlen. Også det var virkelighed. Det har været jul på Vesterbro. Og det bliver forår og sommer i Barndommens Gade som Tove Ditlevsen kaldte distriktet. Arbejdet fortsætter. Realismen. Hverdagen. Tankerne. Sting for sting formes fremtiden.

Kjolerne opstår indefra. Af indre nødvendighed. Anne Damgaard har svært ved at forlige sig med nogle baner blomstret stof hun har hjembragt fra en rejse i Tyrkiet for nogle år siden. Mange gange har hun forsøgt sig med stoffet. Det udfordrer hende. Irriterer hende. Optager hende og tager tiden som en overspringshandling før en vigtig begivenhed. Men stoffet driller som et fremmedlegeme i kroppen og ikke på kroppen. Blomsterne forbliver påklistret dekoration og måske for effektfulde. Det er tydeligvis lånte fjer indtil videre. Kærligheden til det folkloristiske må udtrykkes på andre måder. Geometri og strenge former prøves af i stedet. De små uskyldige blomster applikeres på stoffet og får en sidste chance. Alt sker i tre dimensionen på ginen. Og Anne Damgaard forsøger at snyde sine selvpålagte krav og strenge principper. Kreativitet og intuition underlægges jævlige kontroller for at undgå tekniske uheld og billedudfald. Men transformationen vil ikke lykkes. Det indre vil ikke materialisere sig i det ydre. Kunstneren lukker og slukker og går hjem.

Anne Damgaard skærer i silkestoffer, klipper i tyl eller mærker et stykke hør eller bomuld. Kaster et blik i skitsebogen og læser sine notater om farverne i de pompeijanske vægmalerier og om de etruskiske frisers dansende lethed eller den religiøse kunst andetsteds. På baner af hvidlig silke maler hun med sarte farver terrakotta, laks og umbra rektangulære strøg på fem centimeters bredde i syvogtyve centimeters længde. Det virker. Og virker naturligt. Og ser rigtigt ud på ginen. Tingene fungerer pludselig. Omvejene var nødvendige som øvelsen før koncerten. Man laver kjoler for at have noget at se på. Så enkelt er det. Om det så gælder en balkjole eller en puritansk særk. Askepot kender historien. Det er smukt når kjolerne lykkes og tænder både mænd og kvinder. Som i eventyret er der en smerte knyttet til den ophøjede skønhed. En sko af glas skal tilpasses en fod. En ært gør en forskel. Anne Damgaards design åbner for dialogen til drømmenes verden. Men kjolerne er virkelige. Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det, men prinsesser er også en slags mennesker.

Erik Steffensen